søndag den 26. april 2009

Den dag jern blev til stål

En efterårsdag, der mest mindede om sensommer, gik Michael i gang.
Teorien skulle afprøves, kan man lave jern om til brugbart stål.
Udgangspunktet var 10 mm rundjern uden nævneværdigt kulstof indhold og en jordesse.
Total nedsmeltning af jernstang, og vupti ud kom en klat stål...
Direkte fra esse til ambolt, vil denne lupe nogen sinde blive til noget?
Michael er en erfaren herre. Der skal ikke mange slag til, før lupen ligner en formbar klump stål. Eller er det stadig jern???
Jeg ville ikke selv kalde det smukt arbejde... Men efter en dag i smedien lykkedes det!
En af Michaels "jernklumper" blev forvandlet til et ildstål, der virker.
Vi har nu, som nogle af de meget få, et ildstål smedet af 10mm rundjern.
Man kan vist sige, det er mere sjældent end kønt!!!
Men hva, jeg er jo heller ikke smed -men perlemager...

fredag den 17. april 2009

Vikingeperler

Det hele startede for 1300 år siden, den første perlemager indtog Ribe og startede den "blå periode". Om 14 dage sidder vi på markedspladsen i Ribe og laver de samme blå perler.
Der er intet som foråret og starten på atter en vikingesæson....
En håndfuld perler fotograferet i forårssolen...

Allerede om en uge starter vikingesæsonen, Norlys hos Filips Stenhuggeri i Horsens
Så det er sidste udkald, hvis jeg skal have lavet en ny perleovn inden. Denne udgave er et nyt forsøg, hullet i toppen er større -så må vi se om den virker....

torsdag den 9. april 2009

Var mjøden vikingernes "Eau de Vie" ?

Alle ved at vikingerne drak mjød. At det, også dengang, blev blev lavet på gæret honning, og ikke franske druer, er ingen overraskelse.
Måske Ibn Fadlãn blev overrasket over vikingernes "honningvand". I 921 sendes han mod nord af kaliffen al-Muqtadir. Året efter møder han vikingerne ved Volgafloden.
Vikingerne gravfæster en høvding og "gør sig tøjteløse ved at drikke nabidh både nat og dag. Ofte dør en af dem med kruset i hånden". Nabidh betyder drik med alkohol.

På runesten har man fundet ordet AFR, der betyder stærk øl.
St. Bertinårbøgerne år 841 og de frankiske rigsannaler år 820 omtaler også vikingerne som et "tørstigt" folkefærd... meget tyder på at mjød var "livets vand" for vikingerne.

Natten før påske år 845 erobrer Regnar Lodbrog med 5000 mand Paris. Seinen plyndres på begge sider. Her er virkelig tale om en begivenhed, der skal fejres. Ville vikingerne her ty til den lokale drik, vinen, eller havde de forsyninger med hjemmefra?

Ny forskning på området er kommet med et opsigtsvækkende svar.
De havde selv forsyninger med. Ingen dansk viking ville nedlade sig til at drikke gærede druer, med sådanne en etikette!!!