fredag den 28. maj 2010

Vikingemarked i Ribe

Så blev det endelig forår og Ribe fik sit 1300 års jubilæum. Danmarks ældste by, nu med 9 dages vikingemarked!
Saxerteltet så dagens lys, nu i en endnu bedre udgave og lappet hist og her. Med 9 dage i viking var der grundlag for et par "arkæologiske eksperimenter". Finns datter skulle konfirmeres, så Kenneth trådte til som træl, de første par dage!
Hans første opgave var at blande et læs hestepærer med ler og sand. Pileskelettet fik jeg dog selv æren af at bygge. Nu skulle der bygges en helt ny slags perleovn...
Første optænding i den nye perleovn. Denne model kræver hverken trækul eller en træl ved en blæsebælg. Hvis den virker har jeg gjort Finn arbejdsløs og måske raget uklar med dansk arkæologi forbund???
Interessen og optimismen var stor. Vi manglede bare at mosaikstifterne rent faktisk også smeltede...
Men med en våd perleovn kom vi ikke længere end til "at kunne smelte" et par mosaik stifter. Flot så det nu ud, men det blev ikke til perler.
Den gode og nærende "Nidhug-frokost" fik os til at skrinlægge projektet...
Vi fortsatte selvfølgelig et par dage senere.... Nu var ovnen tør og det gav en noget højere arbejdstemperatur... Nu kunne der laves perler!
-med tråddekoration og det hele...
Og brændet? -det klarede Jeppe. Der blev lavet en håndfuld perler i den træfyrede ovn, uden trækul og blæsebælg. Når jeg har haft en snak med de kloge folk skal jeg nok vende tilbage med meget mere om min nye ovn.... kan det virkelig tænkes at dette var vikingernes perleovn???
Men Ribe markedet var meget andet end bare glasperler og "eksperimentiel arkæologi".
Mester Jacob kom med den store udfordring. "Nu skal jeg lære dig, hvordan man snitter et vikingehoved!"
Med kyndig vejledning og en enkelt færdig model (til låns) gik der en regnvejrsdag på markedspladsen i Ribe. Det er Mester Jacobs til venstre, bedøm selv...
-et, på alle måder, fantastisk marked...